Årsprofil 2010

Det er forhåbentlig sidste gang, jeg skal nævne finanskrisens udfordringer i min indledning til Pressalits årsprofil. Efter to hårde år ser vi nu endelig klare tegn på, at væksten vender tilbage i vores branche. Tyskland er det store lokomotiv i Europa lige nu, og som Pressalits største eksportmarked er det noget, der kan mærkes.
En ny optimisme er på vej.
Årets resultat viser også, at Pressalit er på vej tilbage på sporet, selvom der stadig er et stykke vej op til det indtjeningsniveau, vi så før finanskrisen. Koncernens samlede omsætning i 2010 blev på 460,4 mio. kr., og resultatet før renter og skat (EBIT) blev et plus på 27,6 mio. kr. Begge vores forretningsområder arbejder intensivt på at etablere nye markedsmuligheder, og især Asien vil blive en region, hvor vi vil satse målrettet på at etablere en ny platform i de kommende år. Som du kan læse senere i denne profil, er Pressalits nye produktionsenhed i Thailand nu kommet godt fra start, og den bliver et vigtigt aktiv i denne satsning.
Vi kom dog ikke udenom at skulle træffe svære beslutninger i 2010. De to største var beslutningerne om at lukke vores produktionsfaciliteter for Pressalit Care i henholdsvis Eastbourne og Skejby. Vi må erkende, at det af forskellige grunde aldrig lykkedes os at gøre disse to enheder til sunde forretninger. Der har kunnet hentes værdifuld læring på flere områder, især fra Skejby, hvor vi fastholder køkkensortimentet, vi fik med derfra. Men i det store hele var det en strategisk forkert beslutning at gå ind på disse områder. Det står vi ved, og vi har taget konsekvensen nu. De rentable dele af disse to produktionssteder overflyttes til Ry, og resten er afviklet omkring årsskiftet 2010/2011. Afskrivningerne fra de to fabrikslukninger har påvirket årets resultat i negativ retning, men nu hvor disse tab er realiseret, er det vores klare mål at forbedre bundlinien yderligere i 2011.
Vi har kunnet styre virksomheden gennem den turbulente periode, fordi vi har stærke menneskelige ressourcer på alle niveauer i virksomheden. Mange passer godt på Pressalit og yder en stor indsats for virksomheden – det oplever vi eksempler på hver eneste dag. I denne sammenhæng vil jeg dog fremhæve en enkelt person: vores bestyrelsesformand Ib Christensen, som gennem en lang årrække har været en uvurderlig formand for Pressalits aktiviteter. Ved generalforsamlingen i 2011 træder han tilbage fra bestyrelsen, og vi har grund til at sige ham stor tak for den indsats, han har ydet for Pressalit siden generationsskiftet for 13 år siden.
Som det fremgår af denne årsprofil, er det et Pressalit med en ny identitet, der træder ind i 2011. Vi har netop lanceret en ny brand- og logostruktur, som forenkler og forstærker vores udtryk. Pressalit-navnet er sat i centrum, og som noget nyt er der også en gennemgående profil på tværs af vores forretningsområder. Vi glæder os til at fortælle dig mere om vores arbejde med brandet og meget andet på de følgende sider.
God læselyst!
Dan Boyter,
Ordførende direktør